OM
SUSAN STEGEAGER
Min mission med Stegeager Jewellery er, at den som bærer mine smykker, oplever en idé og personlighed i hvert smykke, som vækker glæde og nysgerrighed.
Susan Stegeager
Ejer af Stegeager Jewellery, certificeret guldsmed og ædelmetalformgiver
Jeg har i mere end 25 år arbejdet som certificeret guldsmed – designet smykker, undervist på Guldsmedeskolen/Next, undervist i guldsmedeteknikker i eget regi og været butik- og værkstedschef. Det er kærligheden til faget og mennesker, der igennem årene har drevet mit engagement.
Kærlighed til håndværket
Det at skabe noget med mine hænder – et fysisk produkt – er meget tilfredsstillende for mig. Som guldsmed skal man have tålmodighed og elske at nørde – nørde med teknikker, materialer og designprocesser. Hvert af mine smykker er igennem utallige processer før det er færdigt.
Kærlighed til designprocessen
Jeg har altid en eksperimenterende tilgang til mine smykker. Det er idéen og designprocessen, der driver mig. Idéen kan udspringe af alt fra naturens former til maskiner og gode historier. Min arbejdsproces er legende med selvvalgte dogmer, der udfordrer mine arbejdsvaner.
Kærlighed til materialerne
Jeg er vild med at arbejde i ædelmetaller. Det er til at tage og føle på: hårdt og alligevel formbart, man bliver beskidt undervejs, knækker en negl og saver sig måske i fingeren – men pludselig står man der med et unikt smykke. Jeg elsker også sten som opaler, safirer og selvfølgelig diamanter. Der er faktisk ikke grænser for, hvad jordens indre har at byde på af smukke sten.
Kærlighed til miljøet
Lets face it – udvinding af smykkernes råstoffer er ikke det mest miljø- eller klimavenlige i verden. Der kan samtidig være meget materialespild i smykkeproduktion. I Stegeager Jewellery gør jeg derfor mit yderste for at undgå materialespild, bruge genanvendt materiale og miljøvenlig emballage.